Klubben blev oprettet i 1997 i et lille lokale bag ved Ry Hallerne, hvor den årlige stenmesse altid blev holdt. Det årlige medlemsmøde blev herefter holdt i disse haller sammen med udstillingen, så medlemmerne kunne handle i hallerne efter mødet.
Klubben blev startet af nogle ravsamlere i Danmark. De havde i flere år samlet rav ved strandene, puttet det i glas, slebet og poleret det til smykker, og undertiden set et lille insekt i det. Oprindeligt kendte samlerne ikke hinanden, men havde mødt hinanden på diverse stenmesser, hvor de ofte stod og handlede med både alm. rav, upoleret rav og rav med insekter. Efter murens fald i 1989 dukkede de handlende fra Polen og Litauen op på messerne, og medbragte billige varer alt fra smykker til forarbejdet og rå rav. Dette rå rav indeholdt til tider almindelige myg og fluer, men af og til også ret sjældne insekter, som man ikke vidste navnene på. Dette skabte fundamentet for en lille kreds af samlere, dannede en ravklub til fælles glæde og til udveksling af erfaringer om dette spændende emne.
Medlemmerne købte efterhånden polermaskiner, stereolupper samt bøger, og der udviklede sig hurtigt et fokus på verdenen inde i ravet. Klubben lavede et lille fint blad, som blev sendt ud med nyheder, den nyeste forskning inden for rav og materiale til at bestemme sine fund i ravet. Klubben arrangerede også en meget spændende busrejse for medlemmerne til den russiske ravmine i Kaliningrad.
Efter hånden som årene gik og klubbens eksistens blev synlig, kom der flere medlemmer. Klubben deltog på stenmesser som udstillere, men samtidig havde man også medbragt monitor, stereolupper, fotoudstyr og bøger, så alle kunne komme med deres rav med insekter og få det undersøgt.
Da medlemmerne var og stadig er spredt i hele Danmark blev messerne på den måde klubbens mødelokale. På grund af den dyre porto og prisen på farvetryk, måtte bladet ophøre, og blev efterfølgende erstattet af en hjemmeside. Det blev efterhånden både svært og dyrt at købe rå baltisk rav, til selv at pudse og finde sjældne insekter og derfor begyndte nogle medlemmer at købe rå kopal fra Madagaskar for selv at finde insekter. Flere klubmedlemmer har et fint samarbejde med forskere fra hele verden, og udlåner også dele af deres samling til afhandlinger og forskningsprojekter.
Årene er gået, og klubben, som startede med udelukket at arbejde med indeslutninger i rav, arbejder i dag med alle aspekter af materialet rav, og medlemmerne tæller lige fra hobby-entusiaster, samlere til forretningsdrivende og museumsfolk. Fokusset på ravet er i fremgang som aldrig før og har fået en renæssance både som smykke materiale og forskningsfelt.