Der er forskellige metoder til at undersøge hvad der er ægte og hvad der er falsk, de vigtigste er:
- Slib let et sted på stykket og lugt til stykket; rav vil altid lugte af harpiks / fyrskov. Polyester og plastik vil lugte meget ubehageligt, tænk på en brændende plastpose.
- Varm en nål meget, og lad spidsen brænde ind et sted, hvor det ikke ses f.eks. ved et borehul. Er det ægte, lugter det behageligt af harpiks / fyrreskov. Plastik og polyester lugter som brændt plastik. Celluloid lugter lidt af kamfer. Kasein lugter af brændt mælk. Hvis man ikke ønsker at brænde i stykket, kan man gnide stykket hurtigt mod sine bukser og efterfølgende dufte til det - duften skal være som en beghagelig fyrskov.
- Skæres der i et stykke med en kniv, har ravet muslet brud, som glas eller flintesten, ikke en pæn snitteflade. Kunststof har en meget pænere snitte flade.
- Saltvandsprøven, i et glas med almindeligt vand, flyder plastik, men rav og polyester synker til bunds. I en koncentreret saltvandsopløsning flyder ravet op, men polyester og bakelit synker. Det er simpelthen en undersøgelse af vægtfylden. Ulemperne ved denne metode er især at hvis ravet f.eks. er monteret med et sølvøsken, vil dets vægtfylde være ændret så meget at det også synker i saltopløsningen; noget presserav kan også synke tilbunds.
- Gamle smykker af horn kan have en meget stor lighed med rav, men er lidt tungere og ved duftprøven, lugter det meget ubehageligt af brændt hår.
- Nogle store runde kugler og perler sælges under betegnelsen "afrikansk jordrav" eller "Tibetansk rav", der er næsten altid tale om kunstprodukter (de er tungere end rigtigt rav).
- Pas på med stykker med store flotte insekter, der sidder helt perfekt i stykket. Alle insekter der blev fanget i harpiks kæmpede hårdt for at komme fri, og derfor er næsten alle de større endt i en forvreden stilling. I USA laves en ravefterligning, der fås med insektindhold, insekterne er selvfølgelig nutidige. Ved duftprøven lugter det nærmest af brændt frugt. Bernit eller bernat fremstilles i Tyskland og kan købes både med indhold af insekter og af planter (ved duftprøven lugter det af brændt plastik).